Ebbe Skjalmsen Hvide

Ebbe Skjalmsen Hvide

Mand - 1151

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Alle

  • Navn Ebbe Skjalmsen Hvide 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Ridder til Bastrup, nær og betydende rådgiver for Kong Sven III Grate
      [1, 2
    Død 1150/1151  I Odense ifølge Knytlinge Saga Find alle personer med begivenheder på dette sted  [2, 4
    • (Efter slaget ved Tåstrup)
      Derpå drog Kong Svend efter Kong Knud til Fyn og tilbød ham forlig. Men da han kom til Odense, døde hans rådgiver, en farbroder til Absalon, den senere ærkebiskop, dér; af den grund vendte Kong Svend om og sad den vinter i ro på Sjælland.
      [3]
    Begravet 1150/1151  I den første Sorø Klosterkirke tilknyttet Benediktinerklostret, 1285 genbegravet i den ny Sorø Klosterkirke Find alle personer med begivenheder på dette sted  [5
    • "I selve koret på begge sider af den omtalte ærkebiskop Absalon er begravet følgende: hr. Asger Ryg, hr. ærkebiskop Absalons og hr. Esbern Snares far, en mægtig mand i kongeriget og den tredje kristne mand i sin slægt. Ved siden af ham ligger fru Inge, salig ihukommelse, hr. Asgers hustru, mor til Absalon og Esbern Snare.
      Og hr. Ebbe, søn af hr. Skjalm Hvide, hr. Absalons farbror, også en meget indflydelsesrig mand i riget, ligger der sammen med sin hustru fru Ragnhild, en kvinde med fremragende dyder. Fru Gyde, deres datter, hr. Oluf Glugs hustru og mor til hr. Ebbe Olufsen til Hasletorp, ligger sammesteds. Hr. Toke, søn af Skjalm Hvides søn Ebbe, ligger sammesteds med sin mor fru Gyde.
      Alle disses ben blev senere med mange andres, hvis navne er skrevet i livets bog, overført fra den gamle kirke til den store kirke af hr. abbed Niels den Tredje og nedlagt på tre steder, nemlig en vis del i højkoret på hr. Absalons højre side, som det nu er klart, en anden del i den hellige Johannes Evangelistens kor og en tredje del i Johannes Døberens kor i det Herrens år 1285 i deres sjæles fremtidige ihukommelse."
      [5]
    Person-ID I5219  Djurhuus-Wendelboe-Meinertsen-Nielsen
    Sidst ændret 9 okt. 2020 

    Far Skjalm Hvide,   d. eft. 1102 
    Mor Margareta,   d. ml. 1133 og 1166, Lund, Skåne, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F2023  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 1 Gyde,   begr. I den første Sorø Klosterkirke tilknyttet Benediktinerklostret, 1285 genbegravet i den ny Sorø Klosterkirke Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
     1. Toke Ebbesen Hvide,   begr. I den første Sorø Klosterkirke tilknyttet Benediktinerklostret, 1285 genbegravet i den ny Sorø Klosterkirke Find alle personer med begivenheder på dette sted
    Sidst ændret 26 sep. 2020 
    Familie-ID F4096  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 2 Regnhild,   begr. I den første Sorø Klosterkirke tilknyttet Benediktinerklostret, 1285 genbegravet i den ny Sorø Klosterkirke Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
    +1. Gyde Ebbesdatter Hvide,   d. før 1199
     2. Sune Ebbesen Hvide
     3. Fin Ebbesen Hvide
    Sidst ændret 26 sep. 2020 
    Familie-ID F1990  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Sorø Klosterkirke
    Sorø Klosterkirke
    Klosterkomplekset har ligget mellem kirken og Academiets hovedbygning og delvis under den.
    Galen (Hvide) våbenskjold
    Galen (Hvide) våbenskjold
    Tak til Finn Holbek, som har givet tilladelse til at benytte billedet
    © Dansk Adelsforening ©

  • Notater 
    • Han [Kong Svend Grate] drog til Slesvig og kom efter nogen Tids Forløb til Sjælland, inden Knud var kommen did, og for at have et sikkert Tilholdssted omgav han Roskilde, som ikke var befæstet, med Vold og Grav, og derpaa begav han sig til Skaane efter at have sat Ebbe Skjalmssøn til at tage Vare paa Byen. Knud, som holdt det Nederlag, Skaaningerne havde lidt, for en Lykkens Gunst imod ham og mente, at hans Kræfter derved var tagne lige saa meget til, som hans Medbejlers var tagne af, vilde nu imidlertid ikke unde Svend Ro til at forvinde det Tab, han havde lidt, og drog derfor, navnlig stolende paa Jyderne, over til Sjælland, hvor nogle holdt med ham, andre med Svend, saa han troede, at det vilde give sig under den af dem, som først bemægtigede sig det. Da han nu dér spurgte, at Roskilde var faldet fra ham og paa Ebbe Skjalmssøns Tilskyndelse havde lukket sine Porte for ham, sendte han en Mand ved Navn Sune did for at opfordre Byen til at overgive sig. Da Sune, som ikke udmærkede sig ved andet end Veltalenhed og ikke havde nær saa megen Kløgt som Tungefærdighed, kom hen til Byen, red han først nok saa kry omkring hid og did foran Volden, og det varede ikke længe, før han begyndte at holde en flydende Tale til dem, der holdt Vagt paa Formuren. Han var imidlertid mere veltalende end heldig til at røgte sit Hverv, thi Ebbe svarede snildelig med fagre og blide Ord paa hans Tale og sendte nogle unge Mennesker ud til ham, tilsyneladende for at overgive Byen, men i Virkeligheden for at gribe ham, og da en af dem var kommen helt hen til ham, greb han voldsomt Hesten i Tømmen, de andre skød bag paa, og saaledes førte de Sendemanden fangen ind i Byen. Han blev først lagt i Lænker, og siden, da Svend kom til Roskilde, fik han øjnene stukket ud og kom saaledes til at undgjælde for sin uforsigtige Tale. Da Knud spurgte det, mistvivlede han om, at han kunde bemægtige sig Byen, og vendte tilbage til Jylland, men saa snart han saa' sin Lejlighed, faldt han atter ind i Sjælland i Haab om denne Gang at have bedre Lykke med sig, lagde uventet ind i Isefjord, overrumplede og indtog Roskilde og brændte Ebbes Hus, efter at denne var flygtet til Svend.
      [6]
    • Imidlertid fandt Knud, som de store Udgifter, hans Hær krævede, trykkede svært, Folk lige saa velvillige i den vestlige Del af Landet, som de for stakket siden havde været i den østlige; thi da han behandlede Bønderne i Jylland mildt, viste de sig lige saa villige til at udrede, hvad der skulde til, som tidligere Sjællænderne. Svend undgik at holde Slag med ham og begav sig til Skaane; thi han turde ikke med de faa Krigsfolk, han havde tilbage, angribe sin Medbejlers Hær, der var i god Behold. Da han nogen Tid efter havde løskjøbt dem at hans Mænd, der var bleven fangne, mente han, at nu kunde han uden Frygt drage over til Jylland, men da han drog igjennem Fyn, fik han Tidende om, at Ebbe Skjalmssøn var død. Herover blev han saa nedslaaet, at han førte sin Hær tilbage til Sjælland igjen og opgav det paatænkte Angreb, thi han foretrak at sørge over den Kriger, han havde mistet, frem for at give sig i Kamp med sin Medbejler. Der havde nemlig været saa stort Venskab imellem ham og Ebbe, at han ikke foretog sig noget paa Tinge eller i Felten uden at raadføre sig med ham, og baade naar det drejede sig om hans egne og om Rigets Anliggender, rettede han sig ganske efter hans Mening. Men da han havde forvundet sin Sorg over dette Dødsfald, drog han imidlertid, for at optage Krigen paa ny, gjennem Fyn over til Jylland, hvor han fik de Viborg Borgere til at gribe til Vaaben for sig ved at love dem Frihed for alle kongelige Skatter.
      [7]
    • Her forberedte han [Kong Svend Grate] nu paany Alt til at spille Krigen over i det nordlige Jylland, hvor han bedst turde vente at kunne bibringe Knud et Slag. Forinden skulde han imidlertid begræde Tabet af en af sine troeste og betydeligste Mænd, Ebbe Skjalmsen, der ikke blot personlig havde været hans væsentligste Støtte i de Aar, han havde kjæmpet for Thronen, men ogsaa bandt ham til den mægtige Skjalmske Slægt og derved paa Grund af Stamfaderens nøje Forhold til Knud Lavard knyttede ham til Valdemar. Det varede heller ikke længe, før dette kunde skjønnes; thi Forholdet til Valdemar begyndte efterhaanden at løsne sig, indtil han, og Skjalms Slægt med ham, tilsidst forlod Svends Parti.
      [8]

  • Kilder 
    1. [S3175] Stigs Vedby & Hvideslægten, Ruds Vedbys oprindelse i anledning af 700 års jubilæet, af Sigvard Mahler Dam, Libri Damiani, 2007, Tavle 2, p. 168.

    2. [S3114] Danmarks Adels Aarbog, DAA, Dansk Adelsforening, 1884 - 20.., 2009-2011, Michael Kræmmer, efterslægtstavle for Skjalm Hvide, p. 579.

    3. [S4313] Knytlinge Saga, Knud den Store, Knud den Hellige, deres mænd, deres slægt. En islandsk saga, oversat af Jens Peter Ægidius med indledning og noter af Hans Bekker-Nielsen og Ole Widding, Gads Forlag, København, 1977, p. 141.

    4. [S3114] Danmarks Adels Aarbog, DAA, Dansk Adelsforening, 1884 - 20.., 1893, p. 155.

    5. [S4308] Sorø Kirkes Gravkatalog, udgivet på latin af Joachim Wielandt, København 1712 og i Scriptores Rerum Danicarum IV, pag 539ff, gengivet på dansk i Sorøkrøniken af Svend Ranvig, bind 2, p. 43-48, p. 44.

    6. [S4316] Danmarks Krønike, af Saxo Grammaticus, oversat fra latin af Fr. Winkel Horn, forlag Peter Aschenfeldt's Stjernebøger, København 1985 , 14. bog, Svend, Knud og Valdemar, p. 103f.

    7. [S4316] Danmarks Krønike, af Saxo Grammaticus, oversat fra latin af Fr. Winkel Horn, forlag Peter Aschenfeldt's Stjernebøger, København 1985 , 14. bog, Svend, Knud og Valdemar, p. 106.

    8. [S4317] Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner, af J.G.F. Ræder, Kjøbenhavn, Boghandler H. Hagerups Forlag, Louis Kleins Bogtrykkeri, 1871, Digitized by the Internet Archive in 2010 with funding from University of Toronto https://archive.org/stream/danmarkundersven00rd/danmarkundersven00rd_djvu.txt, p. 528.